
Emne: Grænsesætning
At krænke verbalt
Denne film handler om, hvad det vil sige at krænke nogen verbalt. I filmen møder vi Mads. Han står sammen med sine klassekammerater og fortæller vittigheder. Mads vil gerne have, at de andre synes, at han er sjov, så han begynder at fortælle vittigheder om pigerne. De andre synes dog ikke, at Mads’ vittigheder er sjove, da vittighederne går over deres grænser. De bliver sure på Mads og går deres vej.
Filmen viser, at man skal være opmærksom på, hvor andres grænser går. Derudover giver den nogle gode råd, der hjælper med at sikre, at man ikke kommer til at krænke andre verbalt.
Samtykke ved sex
Denne film handler om, hvad samtykke til sex er, og hvorfor det er vigtigt. I filmen møder vi Clara og Liam, der begge har lyst til at have sex med hinanden. Da de begynder at kysse og tage tøjet af, får Clara en ubehagelig følelse i kroppen og har ikke længere lyst til at have sex. Hun siger det til Liam, og de bliver enige om at vente til en anden gang, hvor de begge har lyst.
Filmen kommer med gode råd til, hvordan man siger fra, hvis man ikke ønsker at have sex eller fortryder det undervejs. Samtidig viser filmen, at det altid er okay at sige nej til sex, også hvis man er gået i gang.
Deling af egne nøgenbilleder
Denne film handler om, hvilke konsekvenser, det kan have at dele sine nøgenbilleder med andre. I første del af filmen møder vi Clara, der sender et nøgenbillede af sig selv til Liam, da hun godt kan lide ham. Clara finder ud af, at Liam har sendt billedet videre til nogen af hans venner, hvilket gør hende ked af det. I anden del af filmen lægger Clara et nøgenbillede af sig selv på nettet, fordi hun synes, at det er flot. Efterfølgende modtager hun en masse ubehagelige beskeder. Hun forsøger derfor at slette billedet igen, hvilket ikke er lige til.
Filmen viser, hvorfor man skal være påpasselig med at dele dine nøgenbilleder med andre eller lægge dem på nettet.
At sige fra
Denne film handler om at sige fra overfor sine venner. I filmen møder vi Mads. Han står sammen med tre drenge og bytter fodboldkort. Andreas, som er én af de tre drenge, bliver misundelig på Mads, der har nogle gode fodboldkort. De udfordrer ham derfor til at smide bukserne. Det har Mads ikke lyst til, men han er bange for, at de andre ikke vil være venner med ham, hvis han lader være.
Filmen viser, at man altid skal sige fra, hvis nogen vil have en til at gøre noget, som man ikke har lyst til, også selvom det er ens venner.
Vær sikker på nettet
Denne film handler om, hvordan man kan passe på sig selv på nettet. Når vi møder nye mennesker på nettet, er det ikke altid, at de er dem, de udgiver sig for at være. I filmen møder vi Mads, som spiller online computerspil sammen med Patrick, som udgiver sig for at være en dreng på Mads’ alder. Patrick er dog i virkeligheden en voksen mand, som gerne vil have sex med Mads.
Filmen viser, hvad man skal være opmærksom på og kan gøre, hvis man bliver kontaktet af en på nettet, man ikke kender.
Sex uden at krænke
Denne film handler om, at man kan have forskellige seksuelle grænser og behov. I filmen møder vi Clara og Storm, som er kærester. Storm har lyst til at kysse og have sex med Clara. Clara føler sig dog ikke klar, men synes, at det er svært at sige fra overfor Storm.
Filmen viser, at det er vigtigt, at man altid er opmærksom på, hvad éns partners kropssprog signalerer, og at man stopper, hvis man er usikker på, hvad éns partner har lyst til.
Dit liv, din krop
Denne film handler om, hvad man har ret til at sige ja og nej til. I filmen ser vi en række eksempler på situationer, hvor man har ret til at sige fra over for andre. Det kan for eksempel være, hvis nogen rører ved én eller prøver at kysse én, og man ikke har lyst. I filmen nævnes det også, at det er en god idé at snakke med en voksen, hvis nogen har gjort eller sagt noget til én, som man ikke bryder sig om.
Filmen viser, at man altid har ret til at sige nej, hvis nogen overskrider éns grænser. Filmen indeholder også en række spørgsmål til yderligere refleksion.
Naja og Sille taler
Denne film handler om, hvor ens grænser går, og hvordan man kan håndtere det, hvis nogen overskrider dem. I filmen møder vi Naja og Sille, der spiller videospil sammen i deres fritidsklub. Naja laver sjov med en bevægelse, Sille gør. Sille synes ikke, at det er sjovt, og hun bliver ked af det og vred. Sille føler, at Naja overskrider hendes grænse, men hun har svært ved at sige fra overfor Naja i situationen. Sille reagerer i stedet ved at sige tarvelige ting til Naja og løbe ud af rummet.
Filmen viser, hvorfor det er vigtigt, at man fortæller andre, hvis de overskrider éns grænser. Filmen er interaktiv, og man kan vælge to forskellige slutninger på den. Den indeholder også en række spørgsmål til yderligere refleksion.
Læs historien om Celina og hendes oplevelse på ferien
Denne historie handler om, hvordan det kan være svært at sige fra overfor andre, hvis de overskrider ens grænser. I historien fortæller Celina sin veninde om en ubehagelig oplevelse fra sin ferie, hvor en ældre dreng, som hun havde snakket med, rørte ved hendes mave, uden at Celina havde givet ham lov. Celinas veninde gør Celina opmærksom på, at drengen måske har misforstået Celinas signaler, og de to piger snakker videre om, hvorfor Celina ikke sagde fra i situationen.
Historien viser, hvorfor det er vigtigt, at man siger fra, når noget er ubehageligt, også selvom det kan være svært. Historien indeholder også en række spørgsmål til yderligere refleksion.
Læs historien om Nicoline, der følte sig krænket på en strandtur
Denne historie handler om, hvad man kan gøre, hvis man oplever at blive krænket. I historien fortæller Nicoline om, hvordan hun oplevede at blive krænket af nogle ældre fyrer, da hun var på strandtur med sin plejefamilie. Efter krænkelsen snakker Nicoline med sin plejemor om, at det er vigtigt, at man er bevidst om, hvilke signaler man selv og andre sender.
Historien viser, at det er vigtigt, at man siger fra i situationer, man ikke bryder dig om. Historien indeholder også en række spørgsmål til yderligere refleksion.